Dansk

Fantastisk flora: Grøn mad med masser af muligheder

Vi hører hele tiden, at vi skal lave mad med flere grøntsager. Dog kan det være en sej og lettere skræmmende omgang at udvide vores kulinariske repertoire. Når vi skærer kødet ud af menuen, savner vi til tider dets konsistens; fornemmelsen ved at tygge i en steg eller bide af en burger. Her er et par tips til, hvordan vi kan komme kødsavnet til livs.

 

1. 3 varer - en verden af mad

Her får du en række tips til, hvordan tre ingredienser kan blive en del af din hverdag - og hvordan du giver hele din madlavning et løft! 

1.1 Ristede solsikkefrø

Ristede og grofthakkede solsikkefrø kan gøre underværker i en bolognese eller chili sin carne. De tilfører en rig, nøddeagtig smag, giver noget at tygge på og er en god mulighed at have ved hånden på et stramt madbudget.

1.2 Alsidige svampe

Så er der velsmagende umami. Brug champignon eller portobello, hvis du har et stramt budget. De kan halveres eller ristes hele med hvidløg, timian, salt og peber. Når de er gyldenbrune, kan de hakkes og tilsættes til saucer, serveres med pasta eller laves til suppe. 

Almindelig østershat og shiitake har vidunderlige kødfulde noter, når de steges. Almindelige østershatte (kejserhatte eller farvede varianter) kan skæres i strimler og steges. Bland dem sammen med nogle løg og tomater eller en BBQ sauce, og så har du et dejligt alternativ til pulled pork.

1.3 Soltørrede tomater

Soltørrede tomater er trist nok en overset ingrediens, for den er fyldt med umami. De er lette at blende og smide i en pastasauce eller chili sin carne. Det er bedst at bruge tomater i uraffineret olie. Hvis ikke det er en mulighed at finde dem med uraffineret olie, kan du fint bruge tørrede tomater uden olie i stedet for.

Hvis du har overmodne tomater i overskud, hvorfor så ikke tørre dem selv? Bland dem med noget salt, oregano og olivenolie, og læg dem på en bakke i ovnen ved den laveste temperatur (50-70 grader). Der kan du lade dem tørre stille og roligt natten over, og næste dag vil de være klar til kamp! 

2. 3 tips til hverdagen

2.1 Frygt ikke fedtet

Det meste hakkekød indeholder 10-18% fedt, og fedt giver både smag og mæthed. Brug uraffinerede nødde- og frøolier for ekstra smag. 

2.2 Brug maskinen

I stedet for at finhakke løg ved tårevæddet håndkraft kan du bare dele løgene i kvarte (skrællet), smide dem i en foodprocessor og lade maskinen give dem en lille omgang. Resultatet giver en dejlig grov fornemmelse til din pastasauce, og så sparer det en masse tid ved større portioner! Du kan gøre det samme med gulerødder. Brug ikke tid på at skrælle dem, medmindre de er virkelig beskidte. Skrub dem blot en smule, hak dem groft, og giv dem en tur i en foodprocessor - og så er det ned i gryden med dem.

2.3 Gør maden fælles

Giv frem for alt dig selv mere tid til at forberede maden, og gør maden til en fælles glæde. Involver gerne din partner og/eller børnene; madlavning er en herlig måde at være sammen på. Børn er også meget mere tilbøjelige til at spise et måltid, hvis de har været med til at lave det (det ved jeg af personlig erfaring). Indret dit køkken, så det er et dejligt sted at være: Lav en playliste med stemningsfuld musik, og hav selvfølgelig udstyret klar, samt et sæt gode knive.

Frem for alt: Smag, smag, smag! Jo mere du lærer om smagsløgene og hvordan du kan lege med dem, jo mere vil du elske at lave mad.

Efterlad en kommentar